Vedtægter for Himmerlands danse- og spillemandslaug.

  1. Foreningens navn er Himmerlands danse- og spillemandslaug. Foreningen er hjemmehørende i St. Brøndum.
  2. Foreningens formål er at samle spillemænd og folkedansere til kammeratligt samvær, at vedligeholde traditionel folkemusik med tilhørende danse og at kunne glæde andre med musik og dans i og uden for St. Brøndum.
  3. Foreningen består af interesserede spillemænd og folkedansere. Indenfor foreningens rammer findes et spillemandslaug og en folkedansergruppe.
  4. Et medlem af laug eller gruppe, som ikke møder op til foreningens arrangementer i 3 på hinanden følgende måneder vil blive slettet af medlemslisten (sygdom dog undtaget). Alle spillemænd og dansere er uanset medlemskab velkomne til at deltage i foreningens åbne arrangementer på Kulturstationen.
  5. Kontingent betales helårlig og fastsættes på den årlige generalforsamling. Forening og medlemmer hæfter kun ved deres kontingent.
  6. Foreningens generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden.

1.Valg af dirigent.
2. Valg af stemmetællere.
3. Beretning
4. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab samt fastsættelse af kontingent.
5. Valg af bestyrelse og suppleanter.
6. Valg af revisorer og suppleanter
7. Indkomne forslag.
8. Eventuelt

Indkaldelse sker med opslag på en danseaften med mindst 4 ugers varsel før generalforsamlingen. Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Hvert medlem har 1 stemme. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Beslutning om ændring i vedtægterne kræver dog mindst ⅔ af de fremmødte medlemmers stemme for, samt at ændringsforslaget forinden generalforsamlingens afholdelse har været bekendtgjort for medlemmerne.

Skriftlig afstemning kan finde sted, såfremt 4 af medlemmerne kræver det. Over generalforsamlingen føres en protokol, der underskrives af bestyrelsens tilstedeværende medlemmer.

7. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt mindst halvdelen af bestyrelsen ønsker det eller 20 % af medlemmerne skriftligt tilkendegiver ønske herom. Indvarsling sker som til ordinær generalforsamling.

8. Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Orkesterleder henholdsvis danseleder er fødte medlemmer af bestyrelsen. Orkesterlederens og danselederens stedfortrædere kan deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret. Medlemmer af bestyrelsen vælges for to år ad gangen. Dog afgår der det første år 3 medlemmer valgt ved lodtrækning derefter 2 og så fremdeles. Der skal foruden orkesterleder være mindst 2 medlemmer af lauget. Der skal foruden danseleder være mindst 2 medlemmer af gruppen. Foreningen tegnes af formand og kasserer. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

9. Foreningens regnskab følger kalenderåret. Regnskabet revideres før generalforsamlingen af 2 på generalforsamlingen valgte revisorer.

10. Det ligger i orkesterlederens henholdsvis danselederens opgave at lede og formidle samarbejdet mellem spillemændene henholdsvis danserne. Det er også orkesterlederens henholdsvis danselederens opgave at udtage spillemænd og dansere fra laug og gruppe til mindre arrangementer.

11. Orkesterleder henholdsvis danseleder vælges af et flertal i laug henholdsvis gruppe for 1 år ad gangen på den sidste øveaften inden generalforsamlingen. Dog vælges de i 1989 på generalforsamlingen.

12. Orkesterleder og danseleder danner sammen med formanden det faste repertoireudvalg.

13. Medlemmer af laug eller gruppe, som ikke ønsker at overholde foreningens vedtægter eller almindelig samarbejdsdicipiln kan slettes af medlemslisten. Dette kan ske ved en almindelig flertalsbeslutning i laug henholdsvis gruppe ved et møde indkaldt særskilt af bestyrelsen med 8 dages varsel. Medlemmer, der slettes af medlemslisten, har tabt deres ret til del af foreningens midler.

14. Til opløsning af foreningen kræves ⅔ af samtlige fremmødte medlemmer stemmer for på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. I tilfælde af foreningens opløsning gives der en frist på 3 år, hvor Skørping kommune forvalter en eventuel formue. Hvis en forening med samme formål i St. Brøndum ikke er startet op igen inden fristens udløb, overføres foreningens eventuelle formue til fortsat drift af St. Brøndum forsamlingshus.

Vedtaget på stiftende generalforsamling d. 16.03 1989. Ændret på ordinær generalforsamling d. 15.03 2001 og 10.3 2005.